Pressemeddelelse - En manglende udledningstilladelse har ført til en politianmeldelse af AquaDjurs

En manglende udledningstilladelse har ført til, at Miljøstyrelsen onsdag d. 26. november har politianmeldt AquaDjurs. Det drejer sig om et regnvandsudløb fra en enkelt ejendom til et vandløb i Holme. Selvom sagen ikke har haft miljømæssige konsekvenser, skal dokumenterne naturligvis være i orden.

Da Miljøstyrelsen gjorde os opmærksomme på dette udløb, sendte vi straks en ansøgning om udledningstilladelse til kommunen, og den er nu i proces. Det er naturligvis ikke godt nok, at vi ikke har haft styr på den nødvendige tilladelse, men vi forventer, at den er godkendt i slutningen af januar, udtaler direktør Hans Erik Kristoffersen.

Generelt er området med udledningstilladelser noget, vi i AquaDjurs har stort fokus på, og vi har tilført flere ressourcer til opgaven og vil prioritere den fremadrettet. Vi er også i gang med et godt samarbejde med de to ejerkommuner, hvor vi får tjekket op på alle vores udledninger og får journaliseret tilladelserne i et centralt system.

Er der spørgsmål til ovenstående, kan vores direktør Hans Erik Kristoffersen kontaktes på tlf. 2333 8885 eller mail: hek@aquadjurs.dk